fbpx

I februar 2018 forsøgte jeg at bestige Kilimanjaro. Og selv om jeg ikke nåede toppen, var det en fantastisk oplevelse. Jeg måtte på anden dagen se i øjnene at min form ikke var god nok. Selv om jeg havde forberedt mig og læst en masse om hvad jeg kunne forvente, havde jeg ikke forventet alle de høje knæløft og at kroppen bliver ”vakkelvoren” af de mange timer på benene. Jeg var de to første dage meget længere end de andre om at tilbagelægge distancen og min krop var udmattet. Jeg vurdere at jeg ved at fortsætte ville have for store chancer for at falde, da jeg havde svært ved at de høje knæløft der hele tiden var og jeg mistede tit balancen, da benene og særligt knæene var for trætte.

I situationen var det egentlig ikke en svær beslutning. Jeg havde lovet mig selv og særligt min datter at jeg ikke ville udsætte mig for unødig fare. Og der var allerede på anden dagen en reel fare for at jeg ville falde. Efterfølgende har jeg selvfølgelig ærgret mig over ikke at have trænet mere, over jeg ikke var i bedre form og særligt over jeg undervurderet udfordringen. Overvejer du at bestige Kilimanjaro, er mit bedste råd at træne mere end du tror er nødvendigt og særligt træne trapper og udholdenhed. Det går virkelig op ad og i mange mange timer hver dag.

Men jeg havde to fantastiske dage på Kilimanjaro, du kan læse mere om her.

Dag 1 på Kilimanjaro

Efter morgenmaden på hotellet i Moshi, skulle der styr på bagagen. Vi måtte have 15 kg i den duffelbag porterne skulle håndtere, en daypack vi selv skulle bære og resten af vores bagage skulle opbevares på hotellet til vi kom tilbage. Jeg havde en kuffert til de ting jeg ikke skulle have med på bjerget, da jeg skulle videre til Zanzibar, men en mindre taske eller endda en plastiksæk kan gøre det. Allerede her skal du væbne dig med tålmodighed. Tingene i Tanzania går bare ikke stærkt og bare det at komme afsted fra hotellet tog laaaang tid.

Machame-gaten

Det tog en times tid at køre til Machame-gaten og alle var i højt humør og ivrige efter at komme i gang med dagens vandring. Vi havde allerede dagen før mødt vores chef guide, God Listens (ja, det hed han altså), der havde informeret os om praktiske forhold og han havde forberedt sig på at det godt kunne tage noget tid at komme afsted fra gaten da vi her skulle møde resten af holdet, bagagen skulle vejes og fordeles. Vi var ikke de eneste der skulle afsted, så der herskede et organiseret kaos ved gaten. Der var rigelig tid til at spise den udleverede lunch-boks og få tisset af på det sidste rigtige toilet vil skulle se den næste uge. En duffelbag (ikke min), vejede mere end de tilladte 15 kg og der måtte forhandles med dem der var ansvarlige for vejningen og med lidt bestikkelse, fik vi den med. Medbring evt en kuffertvægt, så du er sikker på din duffelbag ikke vejer mere end de 15 kg. Se mere om udstyr til Kilimanjaro HER

Crew

Inden afgang blev vi præsenteret for resten guiderne der skulle følge os på Kilimanjaro. Der var mange ansigter at holde styr på. Ud over chefguiden, var der 2 hovedguider og 4 hjælpeguider. Og så ca. 3 porters pr person, plus kokke, køkkendrenge og to toiletansvarlige. Så til os 13 bjergbestigere var der et hold på knap 50 mand.

Subtropiske vandring

dag 1Da vi endelig kom igang var klokken over 12 og det var varmt. Jeg havde vandrebukser, en merinould t-shirt og selvfølgelig min trofaste vandrestøvler. Vi befandt os i tropisk skov og fik hurtigt varmen. Det var en smuk tur der i starten kun gik lidt op ad bakke på gode brede stier. Det var tit nødvendigt at holde lidt ind til siden da portere og andre vandrere skulle passere. Jeg havde en romantisk forestilling om nærmest at gå alene på det store bjerg, men faktum var at der var mange mennesker, alle steder. Der var mange andre hold end os der alle have et ligeså stort følge.

Afrikansk tid

Det var sjældent jeg kunne se andet en den tykke skovbevoksning og det var svært at fornemme hvor højt jeg var oppe ad Kilimanjaro, hvor langt jeg havde gået og særligt hvor langt der var tilbage. Her var guiderne ikke til den store hjælp. De havde en noget anden tidsopfattelse og afstandsbedømmelse om os danskere. Det med præcise angivelser var for dem ikke så vigtigt og en halv time kunne vare meget længe.

Eftermiddagen på dag 1

I løbet af eftermiddagen blev stien smallere og dårligere. Der var større stigning og det blev hårdere og hårdere samtidig med jeg svedte og kroppen blev mere og mere træt. Jeg dannede næsten fra starten bagtrop men hele tiden havde jeg en guide med mig. Guiderne var rigtig gode til at fordele sig i gruppen, så der hele tiden var en guide med de forskellige mindre grupper. Vi holdte en del pauser undervejs for bedre at akklimatisere højden, for at drikke vand og spise snacks. Læs mere om Højdesyge HER

De ord jeg hørte allermest var ”pole, pole”, langsom, langsom. Det er virkelig vigtigt ikke at presse kroppen og tage det stille og roligt for senere at undgå højdesyge. Selv havde jeg valgt ikke at tage diamox for at forebygge højdesyge, en beslutning jeg blev endnu mere glad for da jeg så hvordan de fra min gruppe der tog diamox, meget ofte skulle træde af på naturens vegne. Sørg endelig for at pakke en rulle toiletpapir du let kan komme til i din day-pack.

Lejren ved trægrænsen

Efter 6-7 timers vandring nåede jeg endelig lejren. De hurtige havde været 4-5 timer om turen. Porterne havde slået telte op, hvor jeg fik et fad vand så jeg kunne friske lidt op. Det var dejligt. I vores lille lejr var der også to toilettelte. Et lillebitte telt med et tørcloset. Efter opfriskningen, stødte jeg til de andre i messeteltet. Hver lejr havde deres eget messetelt med bord og campingstole. Her blev der serveret aftensmad. Kylling og ris som jeg husker det. For mig var det ikke så vigtigt. Bare det at få varm mad var vidunderligt. Derefter kom chefguiden, God Listens, ind og forklarede om næste dag. Og så var det i seng. Jeg havde mit eget to-personers telt, mens de andre delte telt to og to. Sørg endelig for en god pandelampe, så du kan se i teltet og se, hvis du skal tisse af inden du sover eller op i løbet af natten.

Dag 2 på Kilimanjaro

Dagen startede med der blev ”banket på” teltet. En af køkkendrengene åbnede den lille apsis på teltet og serverede morgente. Efter ca 10 minutter kom han tilbage med et vandfad, så jeg kunne blive frisket lidt op. Så skulle duffelbagen pakkes og stilles uden for teltet. Nedpakning af telt osv sørgede porterne for. Morgenmaden var grød og brød med marmelade. Grøden var noget ubestemmelig, men jeg var sulten og med et drys kanelsukker, smagte den faktisk ret godt.

Inden vi startede dagen vandring, blev vi præsenteret for hele crewet på en dejlig festlig måde. De stillede alle op til dans og musik. Det var en dejlig start på dagen. Vi forlod stille og roligt lejren og begyndte dagens vandring. Lejren lå i trægrænsen, så efterhånden var der mindre og mindre vegetation. Igen var det meget tydeligt at vi på igen måde var de eneste på bjerget. Der var mennesker overalt. Og det var hele tiden nødvendigt at holde til side for at lade portere og for mit vedkommende, andre vandrere komme forbi. Jeg blev hele tiden imponeret over hvor let og adræt de mange portes hurtigt kom frem med vores tunge grej på hovedet.

Før frokost var alt vel

Formiddagen var hyggeligt. Jeg dannede bagtrop og sludrede med dem fra gruppen der valgte at gøre mig følgeskab eller de allesteds nærværende guider. Jeg havde stadig kræfter og igennem de lidt sværere passager uden for meget besvær, men der var mange høje knæløft. Jeg havde endda overskud til at nyde de storslåede udsigter. Jeg havde lovet min datter at jeg ville røre ved an sky for hende, hvilket der var rig mulighed for.

Ved frokosttid, havde porterne sat vores messetelt og toilet op. Det var dejligt at sidde og få noget tiltrængte mad. Herefter gik det ned ad bakke, altså ikke i bodstavlig forstand for stigningen blev stejlere og mine kræfter færre. Jeg var allerede udmattet med mange timers vandring foran mig. Og vandringen blev mere og mere kompliceret. Det var flere klippeblokke der skulle forceres og jeg havde ikke kræfterne til at hive mig op. Uden mine vandrestave og en støttende hånd fra guiderne var jeg helt sikkert faldet.

Al hjælp er velkommen

Guiden der dannede bagtrop med mig, tilbød at bære min day-pack, et tilbud jeg taknemmeligt tog imod. Jeg måtte holde flere og flere små pauser for at samle en smule energi til at gå de næste meter. Det blev mere og mere klart for at selv om jeg nåede lejren og evt slæbte mig igennem den næste dag, ville jeg få meget svært ved at forcere Barranco Wall der er en stejl klippevæg med decideret klatring og jeg umuligt ville kunne klare topnatten for at stå på toppen af Kilimanjaro. Min form var slet ikke god nok.

Beslutningen om at give op

Inden jeg nåede lejren, havde jeg besluttet mig. Jeg måtte give op. Opgive drømmen om at stå på toppen af Afrikas højeste bjerg. Jeg snakkede i telefon med agenten og Osama, der ejer Younes Rejser der var teknisk arrangør på turen og de sagde at der var mulighed for at komme med på safari dagen efter hvis jeg kom ned i aften. Jeg havde en god snak med guiden der forklarede at der var ca 1 times vandring fra lejren til et evakuerings punkt, hvor en bil kunne møde mig og køre mig til byen.

Evakuering lyder så voldsomt, for det var det på igen måde. Men det er den mulighed for at komme ned fra bjerget, hvis der skulle ske noget eller som i mit tilfælde at man giver op. Som en del af prisen for bestigningen, betaler alle et obligatorisk evakueringsgebyr, der giver mulighed for at komme ned af Kilimanjaro hvis det skulle være nødvendigt.

Nedstigningen

Jeg nåede lejren sidste på eftermiddagen og måtte lige hvile lidt inden jeg begyndte nedstigningen af Kilimanjaro til evakuerings punktet. Jeg forstod ikke helt hvorfor guiden havde travlt med at komme afsted. Han sagde at det tog ca en time (i mit tempo) at gå til evakuerings punktet. Her kom den afrikanske tidsangivelse så i spil igen. En time viste sig at være mere end tre timer. Og det nåede selvfølgelig at blive mørkt inden vi nåede frem. At springe fra klippestykke til klippestykke i pandelampens skær havde under de bedste forudsætninger været en udfordring for mig. Men jeg var allerede inden vi startede total udmattet og forbandede mange gange undervejs min beslutning om at gå ned samme dag. Men safarien lokkede og jeg kom igennem.

Her var prøvelserne dog ikke slut. Evakuering jeepen kørte efter danske forhold fuldstændig vildt ad den nærmest ikke eksisterende klippevej. Vi skulle åbenbart hurtigt frem og det gik bogstaveligt talt over stok og sten. Jeepturen tog 3 timer og da vi nåede frem til tankstationen midt i mellem Arusha og Moshi (hvor min bagage var), fik jeg af vide at bilen der ventede skulle køre mig til det reserverede hotel i Arusha.

Til Arusha via Moshi

Efter nogle samtaler med agenten, endte det med jeg overtalte dem til vi skulle køre til Moshi for at hente min bagage. Det var lige over en times ekstra kørsel. Da jeg endelig nåede det dejlige hotel i Arusha var klokken lidt over midnat. Jeg har aldrig før i mit liv været så fuldstændig udmattet. Aldrig. Jeg faldt i nærmest dødlignende søvn.

Næste dag stod jeg op, tog et laaaaangt bad og fik pakket min bagage om. Jeg var sulten som en ulv, da jeg ikke havde fået rigtig mad siden frokosten dagen før og den store morgenmadsbuffet var fantastisk. Kl. 10 startede jeg ud på hvad der blev en fantastisk safari tur du kan læse mere om i næste indlæg.

Se mere om mine safarioplevelser HER